Juniormesterlære - tre dage i skole og to dage i praktik
Juniormesterlære kombinerer skolegang i fagene dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi med praktikforløb i en virksomhed og/eller praktiske undervisningsforløb.
Det kan være at du gerne vil være pædagogisk assistent i en børnehave, tømrer hos den lokale håndværker eller assistent i en butik. Mulighederne for praktik er mange.
Udover at være i praktik eller praktisk undervisningsforløb går du i skole 3 dage om ugen i en Juniormesterlæreklasse. I Holbæk Kommune kan du gå i Juniormesterlæreklassen på Absalonskolen i Holbæk by eller Jyderup Skole, også selvom du lige nu går på en anden skole i kommunen.
I Juniormesterlæreklassen vil du være sammen med andre elever på din alder, som også er ude i praktik, og der vil derfor være mulighed for at blive en del af et helt særligt Juniormesterlærefællesskab på tværs af kommunen.
På holbaek.dk kan du læse mere om Juniormesterlære, finde svar på de spørgsmål, du måtte have og tilmelde dit barn ordningen.
Jeg vil læse mere om Juniormesterlære
Juniormesterlæreklassen på Absalonskolen
I Juniormesterlæreklassen på Absalonskolen vil du være sammen med andre elever, som også er ude i praktik, og der bliver derfor mulighed for at skabe et helt særligt fællesskab i klassen.
Udover Absalonskolen er det også muligt at gå i Juniormesterlæreklassen på Jyderup Skole. Hvis du er visiteret til specialtilbud/specialpædagogisk støtte, skal I tale med barnets skole om en lokal juniormesterlæreordning.
Hvordan kommer hverdagen til at se ud?
Lige nu planlægger vi, at der vil være undervisning på Absalonskolen mandag, tirsdag og fredag. Onsdag og torsdag er du ude i praktik eller praktiske undervisningsforløb.
På skoledage vil der være undervisning i dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. Derudover vil vi undervise i kendskab til arbejdsmarkedet, så vi klæder eleverne godt på til at være en del af en arbejdsplads, forventninger og muligheder.